By og Land i Tønder Kommune
I Tønder Kommune skal der være mulighed for en alsidig byudvikling i hele kommunen. Den primære udvikling skal ske i egnscentret og centerbyerne, men det er også vigtigt at der kan ske byudvikling i lokalbyerne, så serviceniveauet som minimum kan opretholdes. Der kan ske en begrænset udvikling i landsbyer og i enkelte tilfælde i det åbne land under hensyn til kulturmiljø og landbrug.
Tønder Kommunes styrker – by og land Tønder Kommune har udviklingspotentiale både i byerne og i det åbne land. Vi vil satse på at udvikle det grænseregionale samarbejde, de unikke værdier og særegne områder, som er atypiske i forhold til andre steder i landet. Byernes udviklingsområder skal tilpasses efterspørgslen, og der skal åbnes for nye muligheder i det åbne land samtidig med at kulturmiljøer, landbruget og natur- og beskyttelsesinteresser respekteres.
Tønder Kommunes fokus – by og land Vi har fokus på kvaliteten i by- og boligområderne. Gode bomuligheder og et alsidigt udbud af boliger giver sammen med gode pasnings- og skoleforhold og et aktivt erhvervsliv et godt grundlag for fortsat at bo i kommunen. Vi vil også have opmærksomheden rettet mod bæredygtighed og tiltag som begrænser resurseforbrug og CO2 udslip. Endelig skal der være muligheder for borgere, der ønsker at bosætte sig udenfor center- og lokalbyer eller der skal være mulighed for at etablere erhverv i tiloversblevne landbrugsbygninger.
Overordnet mål for udvikling by og land
- Arealbehovene skal tilpasses den forventede udvikling i de enkelte byer
- Sundhed og bæredygtighed skal sammen med trafiksikkerhed tænkes ind byernes udvikling, og der skal være en god kvalitet i boligområderne
- Kulturarven skal udnyttes i en attraktiv bosætning både i og udenfor byerne, hvor den også kan indgå som et særligt element i turismen.
Afsnittet om By og Land består af mål, retningslinier og redegørelse.
|
|
Status |
Kommuneplan 2009-2021 Tønder Kommune er vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 31. marts 2011 og offentlig bekendtgjort den. 24. maj 2011. |
|
Billeder |
Luftfoto af landsbyen Rejsby
Bybillede fra Tønder
|
|
|